Hvem skabte formuen til fonden?

Billedet viser en Cargo og Ballast pumpe med 150 mm rørtilslutninger, drevet af en dampturbine med gear. Pumpen anvendes som lastpumpe til pumpning af lette brændselsolier og som ballast-pumpe til stabilisering af skibet.

Billedet viser en Cargo og Ballast pumpe med 150 mm rørtilslutninger, drevet af en dampturbine med gear. Pumpen anvendes som lastpumpe til pumpning af lette brændselsolier og som ballast-pumpe til stabilisering af skibet.

 

Myhrwold og Rasmussen


I 1921 mødte to unge mennesker hinanden. Den ene var civilingeniør Louis Dreyer Myhrwold og den anden var grosserer Ingvar Rasmussen.

De var begge entreprenante, og havde begge kompetencer inden for elektrisk drevne pumper. Så hvad var mere nærliggende end at starte en virksomhed sammen. 

Virksomheden M&R stiftede de den 1 juli 1921.

De indkøbte pumper i Tyskland og solgte dem både enkeltvis og som komplette automatiske anlæg til gårdejere og gartnere.

Louis Dreyer Myhrwold var en respekteret mand, der aktivt deltog i Københavns forretningsliv, og en dag mødte han en velrenommeret blomsterhandler fra Frederiksberg. Blomsterhandleren havde en god ven i Amerika, danskeren Jens Nielsen, der havde konstruktionstegninger på ROTAN tandhjulspumper, der i Amerika blev solgt som VIKING pumpen.

Myhrwold fik tegningerne og Jens Nielsen ville meget gerne have, at pumpen blev fremstillet i Danmark, så han finansierede de første pumper, som M&R A/S producerede.

Forretningen gik strygende med salg af pumper, men Myhrwold og Rasmussen var ikke tilfredse med ”kun” at have en handelsvirksomhed. De ønskede deres egen maskinfabrik, så de selv kunne fremstille pumperne.

 Men de havde ikke selv den fornødne kapital!

Heldet tilsmilede dem. En fætter til Myhrwold, der netop kom hjem fra udlandet, havde en velhavende far, bødkermester John Jacobsen, der tilbød den nødvendige kapital til opførelse af en maskinfabrik – forudsat at hans søn, Myhrwolds fætter, blev kompagnon i firmaet. I praksis var det dog fortsat Myhrwold og Rasmussen, der udgjorde ledelsen. 

Deres drøm gik i opfyldelse. De opførte et maskinværksted, M&R, på Vibevej på Nørrebro.

I 1927 udvidede de sortimentet og fremstillede udover ROTAN tandhjulspumpen også MYRAS centrifugalpumper. Og i trediverne solgte de pumper til Norge, Sverige, Finland, England, Holland og Belgien og senere kom også Indien, Pakistan og Sydafrika til.

Væksten i virksomheden fortsatte. Pumperne var modulopbygget og sortimentet var derfor nemt at udvide til at omfatte skibspumper, afvandingspumper, dokpumper, kloakpumper, industripumper, fiskepumper m.fl.
Men pladsen blev trang - og I 1951 flyttede fabrikken fra Vibevej til Kobbelvænget i Husum.

I 1959 blev Virksomheden M&R et aktieselskab med Myhrwold som direktør og formand for bestyrelsen.

Louis Dreyer Myhrwold døde 30. juni 1966, 72 år gammel. Og efter hans død opstod der et tomrum, hvor fabrikken ikke fulgte med tilpasningen til den hastige udvikling i branchen.
M&R havde specialiseret sig i at skræddersy produkterne, så de opfyldte den enkelte kundes behov – og det var dyrt, og et faldende overskud truede virksomhedens overlevelse.

Der blev ansat en ny direktør, Svend Valentin, der valgte at fokusere på et smalt sortiment, hvor branchens internationale giganter ikke dominerede.

Forud for udvælgelsen af det fremtidige sortiment, var der gået måneder med analysearbejde for ham selv og den ledelsesgruppe, han havde etableret. Involvering af medarbejdere var fundamentalt for Svend Valentins ledelsesstil – ”hvis vi ikke får medarbejderne til at fungere i den nye organisation, er selv den bedste plan dømt til at mislykkes” udtalte han.

Igennem alle årene var ledelsesformen i M&R gruppeorienteret med en høj grad af ansvarsdelegering.

M&R var ikke en lille ubetydelig virksomhed. I 70’erne havde M&R en eksport på 70% og MYRAS propellerpumper afvandede 1/20 del af Danmarks areal svarende til 400.000 tønder land. De største pumper var på 650 HK og kunne pumpe 5.000 liter i sekundet.

 

Personen Louis Dreyer Myhrwold.


Louis Dreyer Myhrwold blev født i Norge, Kristania, den 27. oktober 1894. Hans far var professor i skovbrug og da sønnen Louis skulle læse til civilingeniør, valgte faderen, at det skulle være i København, hvor de havde slægtninge, fremfor på det tekniske universitet i Trondhjem, hvor de ikke havde nogen relationer.

Han blev maskiningeniør i 1920 fra Polyteknisk læreanstalt. 

Han var en dygtig ingeniør og som selvstændig var han en forudseende mand både med hensyn til indkøb af maskiner og til fremstilling af pumpetyper, således at produktionen aldrig stagnerede.
Han var også en udmærket administrator med baggrund i mange tillidshverv. Han var medlem at Marshall organisationen, og han stod i spidsen for hjælpen til Norge både under og efter krigen og var næstformand for det danske Industriråd i flere år. Derudover var han i mange år kasserer for og formand for Norges Understøttelsesforening, stifter og formand for dens hjælpekasse, medlem af styrelses-komiteen for Norges Fonden af 1942, formand for Norges Hus og formand for såvel indsamlings- som byggeudvalget for kong Haakons Kirke, medlem af ATV, Akademiet for de tekniske videnskaber, og medlem af den norske ingeniørforening.

Derudover sad Myhrwold i flere fondsbestyrelser bl.a. Laurits Andersen Fond.

Han opnåede at få Kommandørkorset af St. Olavs Ordenen og var Ridder af Dannebrog 1. grad. 

Louis Dreyer Myhrwold var altså både en god mand for Danmark og for Norge.

I Louis Dreyers Myhrwold nekrolog, 30. juni 1966,  stod der:
”I personlig omgang var Myhrwold en mand af megen charme, en trofast ven, en elsket chef, præget af fin hjertelighed og stor hensynsfuldhed. Det er vemodigt at tænke på, at man for sidste gang har set smilet tændes i hans rare og kønne øjne, at man aldrig mere skal høre hans djærve, ”rullende” røst. Hans minde vil leve længe blandt norske og danske venner.”

 

Fonden
Den 12. marts 1964, få år før sin død, oprettede han sammen med sin hustru fonden: Fabriksejer, Civilingeniør Louis Dreyer Myhrwold og hustru Janne Myhrwolds Fond, hvor formuen var præferenceaktier i Myhrwold & Rasmussen A/S på i alt 500.000 kr.

Louis Dreyer Myhrwold testamenterede hele sin formue til fonden, forudsat at hans hustru, Vivian Norberg Myhrwold, som han giftede sig med kort før sin død, skulle modtage en månedlig ydelse på 3.000 kr. og beløbet skulle pristalsreguleres.
Vivian Norberg Myhrwold var 51 år på det tidspunkt, så det var med stor sandsynlighed ganske mange år, at fonden skulle udrede denne ydelse. 

Vivian Nordberg Myhrwold døde den 12. april 2014. Ydelsen var på det tidspunkt ca. 19.000 kr. om måneden.

 

Fondens kapital var i 1968 på ca. 1. mill. kr. og primært aktier i M&R A/S.

 

I 1978 købte Otto Mønsted A/S samtlige aktier i M&R.

Fondens kapital bestod således fra dette tidspunkt - ikke af produktionsvirksomheden M&R A/S - men af værdipapirer svarende til ca. 3.5 mill. kr. 

I 2019 var egenkapitalen ca. 14.5 mill. kr. baseret på værdipapirer med ca. 34 % aktieprodukter og 66 % obligationsprodukter.